Hvad er skizofreni?

• Om Skizofreni
• SygdomsÃ¥rsager
• Hvordan oplever man skizofreni?
• Produktive psykosesymptomer
• Hvordan behandles skizofreni?
• Hvordan forebygges tilbagefald?

 

Om Skizofreni

Skizofreni er en psykisk sygdom, som har stor indflydelse på personens tænkning, følelser og handleevne. Der er mulighed for at blive rask, men de fleste vil få vedvarende problemer i deres liv.

Skizofreni er en psykoselidelse (sindssygdom). Det grundlæggende problem ved en psykose er, at den pågældende mister evnen til at vurdere, hvad der er reelt, og hvad der er forestillinger eller "fantasi". Dette kaldes også realitetstab.

Sygdommen begynder oftest i ungdommen og har et periodisk forløb med gentagne tilbagefald. Ind imellem tilbagefaldene er der ofte nedsat evne til at arbejde og fungere i dagliglivet. Mange må have økonomisk (pension) og praktisk hjælp.

Vedvarende behandling kan nedsætte antallet af tilbagefald og øge funktionsniveauet.

Én ud af hver 100 mennesker rammes af skizofreni.
På et givet tidspunkt lider omkring 0,5% af befolkningen i et land af skizofreni. Det gælder, så vidt man ved, alle lande i verden.
Sygdommen rammer kvinder og mænd lige hyppigt.
Kvinder bliver som regel syge nogle år senere end mænd.
Mennesker, som lider af skizofreni, får ofte komplicerende problemer:
- 3-4% begår kriminalitet
- 30-50% får misbrugsproblemer
- 5-10% bliver hjemløse
- 10% tager deres eget liv

 

Sygdomsårsager
Det vides med sikkerhed, at der er et arveligt element i sygdommens opståen. For mennesker uden nære slægtninge med skizofreni er risikoen for at få sygdommen 1%. For mennesker med en far, mor eller søskende, som har skizofreni, er risikoen øget til omkring 10-15%. Hvis begge forældre lider af skizofreni, eller ens enæggede tvilling får sygdommen, stiger risikoen til omkring 50%. Da enæggede tvillinger er helt ens arvemæssigt, ved man også, at der er andre faktorer end arvelighed, som spiller ind.

Nogle af de andre faktorer, som kan medvirke, menes at være beskadigelse af hjernevævet i fosterlivet eller ved fødslen. Andre forhold kan være belastninger af psykologisk og social karakter i miljøet.

Man kender ikke de mekanismer i hjernen, som medvirker ved udviklingen af sygdommen, men de såkaldte transmitterstoffer spiller sandsynligvis en væsentlig rolle. Transmitterstoffer er de molekyler, som bringer budskab om nerveimpuls fra en nervecelle til en anden - "budbringerstoffer". De stoffer, som det især drejer sig om, er de såkaldte aminer (dopamin, serotonin m.v.).

 

Hvordan oplever man skizofreni?
Symptomerne ved skizofreni varierer meget fra menneske til menneske. Hos den enkelte varierer de over tid. Nogle har mange, kraftige og vedvarende symptomer, mens andre har få og svage symptomer. Nogle er i kortere eller længere perioder helt eller næsten uden symptomer. Nogle bliver raske efter én eller flere psykotiske episoder og får ikke tilbagefald.

Symptomerne kan opdeles i de produktive psykosesymptomer og symptomer, som er udtryk for tabte og manglende evner. De førstnævnte er de mest fremtrædende og kendte, men de sidstnævnte ofte er de mest invaliderende.

 

Produktive psykosesymptomer
Hallucinationer, det vil sige fejlagtige sanseindtryk, som oftest "stemmer". Personen oplever som en realitet, at nogle taler om ham. Ingen andre kan høre dette, fordi det er et fænomen, som foregår inde i den pågældendes psyke. Stemmer er det hyppigste fænomen, men der kan også være andre fejlagtige sanseindtryk, f.eks. syns-, føle- eller lugtehallucinationer.
 
Vrangforestillinger eller paranoia. Personen oplever, at han bliver forfulgt, at han har en anden rolle eller er en anden person, i modsætning til hvad der er den reelle virkelighed for alle andre. Der kan være fejlagtige opfattelser af kroppens udseende, funktion eller oplevelse af at have en sygdom.
 
Tankeforstyrrelser, der viser sig som "nye" ord, usammenhængende eller helt uforståelig tale.
Psykosesymptomer, der viser sig som mangler

Svigtende evne til kontakt med andre mennesker. Det kan opleves af omgivelserne som manglende samklang og af den syge selv som pinefuld usikkerhed over for, hvordan han skal håndtere almindelige menneskelige situationer.
 
Nedsat initiativ, energi og interesse, som kan være ødelæggende for evnen til at fungere i dagligdagen.
 
Tab af engagement i andre mennesker og manglende omsorg for sig selv, f.eks. hvad angår hygiejne og kost.
 
Generel mangel på følelser og glædesløshed, som kan udvikle sig til egentlig depression.
 
Sproglig fattigdom og fåmælthed.
 
Utilpassede følelsesudbrud og eventuelt aggressiv optræden.
 
Nedsat evne til at koncentrere sig, til at huske og til at tænke rationelt (kognitive symptomer).
Et dominerende symptom er angst. Den kan være forbundet med f.eks. truende stemmer eller forestillinger om at være forfulgt, at blive efterstræbt på livet eller at gå i opløsning. Angsten kan også være til stede mere generelt, som et selvstændigt symptom der er uden forbindelse til andre symptomer.

 

Hvordan behandles skizofreni?
Indtil for knap 50 år siden var behandlingen begrænset til pædagogiske/psykologiske metoder eventuelt kombineret med sløvende medicin (morfin, barbiturater m.v.).

I midten af 50’erne kom den første medicin (Klorpromazin), som specifikt virker på de produktive psykotiske symptomer. Denne medicin er langsomt blevet forbedret, men der har hele tiden været en del generende bivirkninger. I de sidste 10-15 år er der udviklet de såkaldte "nye antipsykotika". De har langt færre bivirkninger på kort og formentlig også på længere sigt. Samtidig er de mere effektive mod "mangelsymptomerne" herunder de kognitive forstyrrelser.

Der er ligeledes i de sidste halvt hundrede år udviklet psykologiske og psykosociale metoder, som forbedrer resultaterne af behandlingen. Det drejer sig om de såkaldte kognitive metoder: Kognitiv terapi, psykoedukation, færdighedstræning og kognitiv genoptræning. Dertil er der behov for sociale støtteforanstaltninger af både økonomisk og praktisk art - beskyttet beskæftigelse, fritidstilbud og forskellige boligtilbud.

Herudover har man fundet ud af, at hjælpen skal organiseres i form af intensiv distriktspsykiatri, for at de behandlingsmæssige fremskridt kan komme patienterne til gode.

 

Hvordan forebygges tilbagefald?
Sygdommen kan begynde med en psykotisk episode med hallucinationer, vrangforestillinger og eventuelt voldsomme følelsesmæssige udbrud. Den kan også begynde snigende, således at mangelsymptomerne udvikles før de første produktive psykosesymptomer.

De produktive symptomer vil som regel - uanset behandling - aftage efter et stykke tid. Derefter vil de vende tilbage med varierende intervaller, bl.a. afhængig af de belastninger, personen udsættes for.

Hos mennesker, som ikke får behandling, vil der i gennemsnit være et tilbagefald med lidt over ét års mellemrum. Mellem tilbagefaldene vil der være mere eller mindre nedsat funktionsniveau. I 50-60 års alderen bliver tilbagefaldene ofte mindre hyppige. Ved behandling kan tilbagefaldsrisikoen nedsættes til 10-15% pr. år - det vil sige ét tilbagefald hver 5. - 10. år.

Sygdommen og funktionshæmningen udvikler sig især i de første sygdomsår. Det er derfor overordentligt vigtigt at komme i gang med behandlingen så hurtigt som muligt. Der er gode grunde til at tro, at dette vil mindske den nedsættelse af funktion og den invaliditet, som ellers ville opstå. Dette er der i de senere år blevet stor opmærksomhed om under betegnelsen "tidlig intervention".

Ved tidlig intervention og vedvarende tilbagefaldsforebyggende behandling med medicin, psykologiske og psykosociale metoder samt sociale støtteforanstaltninger kan de allerfleste mennesker, der lider af skizofreni, komme til at leve en selvstændig tilværelse i samfundet. Det kræver, at patienterne får hjælp i deres eget miljø af opsøgende psykoseteams - den såkaldte "assertive community team " (ACT) metode.